Hertugen af Habengut

 

 

 

 

OBS: Flg. tekststykke (sagt af katten) mangler nederst side 128, 1. oplag:

 

”Tag tøjet af, og hop i søen. Og hvis nogen spørger, hedder du Hertugen af Habengut.”

”Det lyder godt,” sagde drengen og gjorde, som katten sagde, for det hele kunne jo ikke blive værre.

Snart kom kongen kørende forbi på sin daglige køretur.

Katten svingede med hatten og skreg: ”Hjælp, hjælp, Hertugen af Habengut er faldet i vandet.”

”STOP, STANDS!”, råbte kongen. ”Hvad er der sket, kat?”

”Åh, nogle forfærdelige røvere overfaldt min herre. De tog hans dyre tøj og smykker og smed ham i vandet.”

”Hjælp ham op,” råbte kongen til sine tjenere. ”Giv ham mit bedste tøj på, for han har givet mig mange gaver.”

Og drengen blev klædt så fint på, at han lignede en ægte hertug.

 

 

HERTUGEN AF HABENGUT (hele teksten)

 

Aktiv deltagelse: Børnene snakker med på rimordene og efterhånden alle remserne, så godt de kan.

Forslag til tilhørende fagter: Buk ved remsen: ”Fra Hertugen af Habengut …” Slå ud med armen ved remsen: ”Jo, Hertugen af Habengut …” Slå jer på brystet som trolden ved remsen: ”Jeg kan blive, hvad jeg vil…”

 

 

Der var engang en hertug, der havde tre sønner, et stort gods og en kat.

Familien levede godt, men da hertugen døde, skulle sønnerne dele arven. Den ældste fik godset, den næste fik det store stykke land, og den yngste fik katten.

Den yngste var ked af at forlade sit hjem og spurgte den ældste, om han måtte blive boende. Men broren sagde bare: ”Tag dit habengut og smut!” og så smed han lillebroren ud og hans tøj efter ham.

Drengen gik til den mellemste bror og spurgte, om de kunne dele det store stykke land, men broren sagde bare: ”Tag dit habengut og smut!” og så smed han lillebroren ud og hans tøj efter ham.

 

Drengen og katten gik hjemmefra. Katten var tilfreds med livet i naturen. Men den var en klog kat, så den mærkede, at dens ejer var trist og ville gerne gøre ham glad igen.

”Lån mig din bedste hat og dine fine støvler,” mjavede den. ”Så skal jeg skaffe dig et nyt hjem.”

Den fik tøjet på og sprang op i nærmeste træ.

Snart kom en krage forbi. Katten slog ud med hatten, fangede kragen og dræbte den. Så løb den op til slottet, hvor den bukkede for kongen og sagde:

 

”Fra Hertugen af Habengut,

en krage, som han selv har skudt!”

 

Kongen takkede og sendte kragen ned til kokken, så den kunne blive flået og stegt.

Næste dag tog katten igen sit fine tøj på og listede ind i en hønsegård for at fange en fed høne. Så løb den op til slottet, bukkede for kongen og sagde:

 

”Fra Hertugen af Habengut,

en høne, som han selv har skudt!”

 

Kongen takkede og sendte hønen ned til kokken, så den kunne blive flået og stegt.

Næste dag sprang katten ud til vandet for at fange en fed vildand. Så løb den op til slottet, bukkede for kongen og sagde:

 

”Fra Hertugen af Habengut,

en vildand, som han selv har skudt!”

 

Kongen takkede og sendte anden ned til kokken, så den kunne blive flået og stegt.

Men kongen blev nysgerrig efter at vide, hvem hertugen var, der sendte al den gode mad.

”Han er min herre,” mjavede katten. ”Han ejer de største marker og godser i dette land.”

”Ham har jeg aldrig hørt om,” sagde kongen, ”men jeg vil gerne møde ham.”

Katten bukkede og løb hjem. Næste dag hev den drengen med hen til en sø og sagde.

”Tag tøjet af, og hop i søen. Og hvis nogen spørger, hedder du Hertugen af Habengut.”

”Det lyder godt,” sagde drengen og gjorde, som katten sagde, for det hele kunne jo ikke blive værre.

Snart kom kongen kørende forbi på sin daglige køretur.

 

Katten svingede med hatten og skreg: ”Hjælp, hjælp, Hertugen af Habengut er faldet i vandet.”

”STOP, STANDS!”, råbte kongen. ”Hvad er der sket, kat?”

”Åh, nogle forfærdelige røvere overfaldt min herre. De tog hans dyre tøj og smykker og smed ham i vandet.”

”Hjælp ham op,” råbte kongen til sine tjenere. ”Giv ham mit bedste tøj på, for han har givet mig mange gaver.”

Og drengen blev klædt så fint på, at han lignede en ægte hertug.

”Katten har fortalt om din rigdom, kære Hertug,” sagde kongen. ”Vil du ikke vise mig noget af det, du ejer?”

Drengen nikkede, og katten løb foran hen til det nærmeste gods. Her stod der nogle tjenere og arbejdede.

”Hej,” råbte katten og svingede med hatten. ”Når kongen kommer forbi, skal I sige, at Hertugen af Habengut ejer godset. I skal få et guldstykke for det bagefter.”

Snart kom kongen forbi og spurgte, hvem ejeren var, og tjenerne svarede:

 

”Jo, Hertugen af Habengut,

han ejer alt, fra start til slut!”

 

”Det må jeg nok sige,” sagde kongen og kørte videre til en stor borg. Han spurgte, hvem ejeren var, og tjenerne svarede:

 

”Jo, Hertugen af Habengut,

han ejer alt, fra start til slut!”

 

”Det må jeg nok sige,” sagde kongen og kørte videre. Hele tiden var katten foran, men på det tredje sted turde tjenerne ikke lyve, lige meget hvad de blev betalt. For deres herre var en ond trold.

”Jamen, så slår jeg i stedet trolden ihjel, hvis I hjælper mig,” lovede katten, og det syntes tjenerne bedre om.

Snart kom kongen forbi og spurgte, hvem ejeren var, og tjenerne svarede:

 

”Jo, Hertugen af Habengut,

han ejer alt, fra start til slut!”

 

”Det må jeg nok sige,” sagde kongen, ”det her sted tager jo en halv dag at køre forbi.”

Samtidig var katten løbet ind til trolden, som rejste sig for at dræbe den. Men katten bukkede og sagde: ”Store herre, alle taler om dine utrolige trolddomskræfter. Er det virkelig sandt, at du er verdens største trold og kan trylle dig om til alting?”

Trolden var ved at revne af stolthed. Han slog sig på brystet og pralede:

 

”Jeg kan blive, hvad jeg vil,

du kan bare sige til!”

 

”Hvad med en hest?” spurgte katten, og trolden tryllede sig straks til en hest og tilbage igen.

”Og noget endnu større, hvad med en hval?” sagde katten, og trolden pralede:

 

”Jeg kan blive, hvad jeg vil,

du kan bare sige til!”

 

Og straks tryllede han sig til en hval og tilbage igen.

”Fantastisk,” råbte katten. ”Man siger endda, at du kan trylle dig om til et lillebitte dyr, som en mus eller en rotte, men det må være løgn. Ikke engang den største troldmand kan gøre sig så lille.”

Men trolden pralede:

 

”Jeg kan blive, hvad jeg vil,

du kan bare sige til!”

 

Og straks tryllede han sig til en rotte. Men før han nåede at trylle sig tilbage, spiddede katten ham med kløerne og åd ham.

I samme øjeblik trådte kongen og drengen indenfor.

”Utroligt, min unge ven,” sagde kongen til drengen. ”Du må være den rigeste, unge hertug, jeg har mødt. Du skal giftes med min datter og have det halve kongerige oven i din rigdom.”

Og sådan gik det, for dengang bestemte kongen alt. Drengen blev gift med prinsessen og ejede pludselig et halvt kongerige med hundrede godser, slotte, borge og tusindvis af tjenere.

Men det allerbedste, han ejede, var dog stadig katten. Den var altid ved hans side, og selv da drengen senere blev konge og bestemte over hele landet, gjorde han aldrig noget uden at spørge sin kloge kat først.